Se Mig Nu – Amalie Hammel

20200212_170026 (2)

  • Titel: Se Mig Nu
  • Forfatter: Amalie Hammel
  • Sprog: Dansk
  • Sider: 148
  • Udgivelsesdato: 18 juni, 2019
  • Forlag: Books on Demand
  • Bedømmelse:

Webp.net-resizeimage (3)

[Anmeldereksemplar]

Amalie Hammels debut roman Se mig nu handler om en ung kvindes kamp med samfundets forventninger til hende og hendes (og i det hele taget alle kvinders) seksualitet, samt det pres og skam hun føler.

Emma er lige kommet ud af et længere forhold, og forsøger nu at finde og udforske sig selv igen. Det er dog langt fra nemt, når hun hele tiden skal slås mod alle de fordomme og stereotyper samfundet forbinder med kvinder og kvindelig seksualitet. Emma forsøger at opretholde en facade og lade som om alt går godt for hende, men bag masken går det ned ad bakke, og hendes forsøg på at rette op på sit liv igen, viser sig at være en svær kamp.

Se mig nu kommer Amalie Hammel ind på en masse vigtige og interessante problematikker og temaer, som jeg bestemt synes der burde skrives mere om. Jeg holdt meget af bogens feministiske stemme, og det sympatiske billede der bliver skabt af Emma. For det ville være nemt at gøre det modsatte, men Amalie Hammel nægter at følge den stereotyp, og får istedet skabt en nuanceret, stærk hovedperson, det er umuligt ikke at heppe på.

Desværre bliver nogle af pointerne i bogen lidt for tydeligt skrevet ud, og selvom jeg synes at de emner der bliver taget op er meget vigtige, er der måske også lidt mange af dem i forhold til hvor kort bogen er. Det er ikke et problem at der sker meget, men nogle af tematikkerne (såsom trafficking, hvilket først bliver introduceret sidst i bogen) bliver der ikke gået særlig meget ned i. Jeg kan godt se hvorfor de er med, og  alle tematikkerne er interessante at læse om, det er bare synd at de ikke bliver givet mere tid og plads i historien.

Grundlæggende kan jeg dog rigtig godt lide Hammels skrivestil, og måden hun beskriver Emma på, og jeg ville have elsket at læse endnu mere om Emma og de problemer og frustrationer der fylder i hendes liv.

Alt i alt var jeg altså glad for Se mig nu, men der var bare nogle ting, som jeg ville ønske havde fået mere plads i fortællingen. Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil anbefale bogen. Emmas  er interessant at læse om, og mange vil kunne relatere til flere af problematikkerne i bogen (i mere eller mindre grad). Romanen er en meget lovende debut, som jeg er glad for at have fået muligheden for at læse, og jeg er spændt på at se hvad Hammel vil skrive i fremtiden.